IQ test

Oprindelsen af intelligensbegrebet

Alfred Binét var skaberen af den første brugbare intelligenstest på børn i 1905. Arbejdet med fremstillingen af en intelligenstest skete på foranledning af det franske skolevæsen.

Testene skulle bruges til at skelne mellem dårligt begavede børn og dem, der var dovne eller uopdragne. Altså til at foretage en differentiering, så man kunne afgøre, hvordan de bedst kunne blive hjulpet.

I kølvandet på Binét bidrog forskere som William Stern og Lewis M. Terman med udgangspunktet til det, vi i dag forstår som ”Intelligenskvotient”.

Over de efterfølgende år udviklede det sig til at være udtryk for en persons placering i en norm, hvor man sammenligner en persons score med andres (f.eks. alle danskere), som vi også kender det i dag. Her bliver tallet 100 udtryk for ”midten” eller ”normalen”.

Generel intelligens eller g-faktor

Den engelske psykolog Charles Spearman opdagede, at personer, der klarede sig godt i én type kognitiv opgave typisk også gør det i alle andre. Det fik ham til at foreslå, at hjernen har en generel kognitiv evne. Den kaldte han den generelle faktor, eller g-faktoren, og den svarer til, hvad man almindeligvis forstår ved intelligens. Spearmans g-faktor er altså et udtryk for vores “generelle intelligens”.

Lidt populært sagt kan man sige, at g-faktoren er hjernens arbejdslager. Når du læser denne tekst, bliver den i et eller andet omfang oplagret i din hjerne.

G-faktoren siger noget om, hvor hurtigt du opfatter teksten, hvor godt du forstår sammenhængen, i hvilket omfang du kan omsætte den i sammenhæng med anden viden, og hvor hurtigt du glemmer den.

I videreudviklingen af intelligensforskning skelner man typisk imellem flydende intelligens og krystalliseret intelligens.

Den flydende intelligens er uafhængig af kultur og indlæring og ligger nærmest Spearmans g-faktor. Den flydende intelligens er man populært sagt født med, og den vil svækkes med alderen.

Den krystalliserede intelligens er kapaciteten til at udnytte den viden og erfaring, man som menneske opbygger ved at løse konkrete opgaver og problemstillinger. Den krystalliserede intelligens vil således udvikles gennem livet og påvirkes af erfaringer og kultur. Dermed også forståelsen af at intelligens i et eller andet omfang kan udvikles hos især børn og unge. 

G-faktoren er ikke knyttet til noget bestemt sted i hjernen, og der er stadig betydelig forskning omkring intelligensspørgsmål.

Der er dog tre delevner, som knytter sig tæt til g-faktoren, og som grupperer sig således: 

• En intelligens for sprog og symbolbehandling.
• En intelligens for regning og talbehandling samt for logiske ræsonnementer. 
• En intelligens for rumlige og geometriskeforestillinger samt for abstrakte relationer. 

 
Disse tre intelligenser har nær sammenhæng med g-faktoren. Statistiske målinger viser at korrelationen mellem den sproglige og den rumlige intelligens er så høj (0,8-0,9), at de stor set afspejler den samme egenskab.